Archive for the ‘netværk’ Category

Cisco CCNA certificering

lørdag, januar 31st, 2009

Så fik jeg taget mig sammen til at blive Cisco certificeret. Jeg har tidligere haft en CCNA certificering, men den udløb i 2003. I forbindelse med at jeg besøgte Cisco Networkers i Barcelona, tog jeg CCNA testen og bestod med 953 point ud af 1000.

Jeg har især brugt to tingtil at forberede mig. Et sæt bøger fra Cisco Press: CCNA Official Exam Certification Library (CCNA Exam 640-802) (Exam Certification Guide Series) og GNS3.

Bøgerne dækker, som navnet næsten siger, det officielle pensum og er om ikke ligefrem spændende, så ikke dårligt skrevet. Før hvert kapitel er en håndfuld spørgsmål eller to om emnet, så man får en fornemmelse for, hvor intenst man har behov for at læse kapitlet. Jeg oplevede dog selv, at det kunne betale sig at skimme kapitlet, da spørgsmålene selvfølgelig ikke fuldt ud dækker kapitlet.Efter hvert kapitel anbefales det at udfylde nogle tabeller, som man kan skrive ud fra een af de medfølgende cd’er, så man får checket op på, om har forstået og husket det væsentlige. Tabellerne findes også i udfyldt format på cd’en.

Jeg fik ikke lige taget mig sammen til at udfylde alle tabellerne. I stedet brugte jeg det førnævnte GNS3, Graphical Network Simulator. Det bygger på dynamips, som lader dig emulere en række Cisco routere (2600, 3600 og 7200), og derudover har nogle minimale virtuelle lan-, frame relay og atm-switche, så man kan eksperimentere med det, man lige har læst. Det er et genialt værktøj, som er umiddelbart anvendeligt til dette formål, men også kan bruges til langt mere komplicerede simulerede opsætninger. I forhold til dynamips er der en grafisk brugergrænseflade, så du kan sidde og trække routere og switce rundt og trække lan, serielle, frame relay eller atm forbindelser imellem dem.

Ubuntu linux og 3G med Huawei E220

tirsdag, september 16th, 2008

Jeg vil gerne have 3G forbindelse fra min laptop med linux. På min gamle linux lykkedes det ved hjælp af gode kollegers hjælp at få det til at fungere, men ikke på en særligt brugervenlig måde.

Derfor har jeg besluttet, at denne gang skal det lykkes, så slutresultatet bliver brugervenligt. Installationen behøver ikke nødvendigvis være så brugervenlig.

Efter et par forgæves forsøg med opskrifter, fundet på nettet, faldt jeg over et stykke software fra Vodafone: https://forge.betavine.net/frs/?group_id=12

Det blev installeret, og efter et logout/login, så brugerrettigheder kom på plads, kunne jeg starte programmet og vælge det rigtige modem, som blev autodetectet.

SMS-delen virkede fint med det samme; jeg kunne både sende og modtage, men først da jeg satte et brugernavn og kodeord ind i opkoblingsprofilen lykkedes det at lave en opkobling.

Det kører ikke 100% derudaf, men det er meget tæt på oplevelsen, som man får det på en Windows maskine.

Rancid og CatOS

torsdag, juni 26th, 2008

Vi er glade brugere af rancid på arbejdet. Rancid kan sættes op til at logge på dit netværksudstyr og hente konfigurationer ned og lægge dem i et cvs træ. Ændringer bliver så typisk mailet til dine netværksfolk, så de kan følge med i hinandens gøren og laden.

Problemet med CatOS er, at porte, der går op og ned resulterer i konfigurationsændringer hvilket er irriterende, når det drejer sig om brugerporte, der kan ændre sig fra dag til dag, alt efter, hvem der er på arbejde.

Jeg fandt  denne løsning: http://www.shrubbery.net/pipermail/rancid-discuss/2007-August/002377.html og tilføjede en enkelt linie.

Hvis du også irriteres over “set spantree” ting i dine daglige rancid mails, så åbn “cat5rancid”, led efter linien, der indeholder “Dog gone Cool matches” og tilføj følgende:

  • /^set spantree portcost / && next;
  • /^set spantree portinstancecost / && next;
  • /^set spantree portvlancost / && next;